august 26, 2020 hiphophub

Rumkraft bliver officielt Hip Hop Hub-fyrtårn: Et fælles mål om et åbent og frit kunst- og kulturmiljø

Foto: Rasmus Kjærbo

Foto: Rasmus Kjærbo

Vi fortsætter med løbende at løfte sløret for de nøgleorganisationer, som i fremtiden kommer til at spille en stor rolle i udfoldelsen af Hip Hop Hub. De officielle ‘Hip Hop Hub-fyrtårne’ skal være med til at skabe endnu mere kultur for og med endnu flere unge i hele landet. Hvordan det skal ske, og hvem de udvalgte organisationer er, kan du læse mere om her.

Det var med et kæmpe smil på læben, at vi tidligere på året kunne annoncere, at Hip Hop Hub med støtte fra Nordea-fonden fortsætter som landets største netværk for hiphopaktører. Videreførelsen af projektet vil kaste mange nye tiltag af sig (som du kan læse meget mere om på Nordea-fondens hjemmeside), og et af dem er etableringen af tre ‘regionale fyrtårne’. Det betyder, at vi har inviteret en håndfuld lokale fællesskaber med i projektet, som skal være med til at forankre Hip Hop Hub lokalt og styrke ungekulturen i hele landet.

Det lyder måske lidt abstrakt, men helt konkret betyder det, at der i Jylland, på Sjælland og i Hovestadsområdet kommer til at findes fysiske steder, hvor unge kan komme og skabe kultur for og med andre unge. Hvert fyrtårn består af to organisationer, som er forankret i hiphopkulturen, og for hvert fyrtårn uddannes et hold af unge, som i fremtiden skal være med til at forme fyrtårnene og skabe lokale kulturaktiviteter for andre unge.

Vi har tidligere afsløret det aalborgensiske atelierfællesskab North Urban Art Studio og ungdomshuset JB10 i Næstved som en del af projektet. Nu følger annonceringen af Rumkraft, som bliver den ene halvdel af fyrtårnet i Hovedstaden. Rumkraft er en skole for elektronisk musik og teknologi med base i København, der arbejder ud fra devisen, at alle kan lære at lave musik! 

Skolen tilbyder undervisning på både begynder- og avanceret niveau til alle, der interesserer sig for elektronisk musik og har lyst til at nørde musikteknologi. Og de gør det med en ‘åbne arme’-politik, så alle, der har lyst, kan blive en del af Rumkraft.

Rasmus Kjærbo, som er stifter og leder af Rumkraft, forklarer om organisationen: »Rumkraft blev etableret med ønsket om at skabe en fysisk ramme for elektroniske musikere og folk med hang til elektronisk musik og teknologi. Gruppen bag var enige om, at der manglede et sådant sted i København, og derfor er vi stolte af at være Nordens første Ableton Certified Training Center.«

Foto: Sisse Stroyer

Rumkraft og organisationens førende ressourcer inden for information om musikteknologi vil i løbet af de kommende år altså blive en integreret del af Hip Hop Hubs mål om at skabe endnu flere kulturtilbud for endnu flere unge. Om samarbejdet fortæller Rasmus Kjærbo videre:

»Et landsdækkende hiphop-netværk lyder næsten for godt til at være sandt. Men den er sgu god nok! At give ungdommen en stemme, den rette anerkendelse, og ikke mindst et fællesskab der bygger på uddannelse, respekt og altruisme var mere end magnet nok til, at Rumkraft blev en del af Rapolitic’s netværk og Hip Hop Hub, H3. Initiativer som H3 er med til at udbrede vores fælles mål og ønsker om et åbent og frit kunst- og kulturmiljø. At være Fyrtårn ser vi både som en mulighed for at viderebringe fælles mål og værdier og som et ansvar for at bevare og værne om en værdig kultur – og i sidste ende en bedre verden.«

Bliv meget klogere på Rumkraft og deres arbejde på hjemmesiden her eller på Instagram og Facebook.

Tagged: , ,