maj 11, 2020 Nikoline Skaarup

På Blocklabs blomstrer hiphopkulturen, mens nye fællesskaber slår rødder blandt udsatte unge

Foto: Block Labs logo

Der er lange udsigter til, at vi igen kan omgås socialt, som vi er vant til, og det får behovet for at skabe nye og kreative mødesteder i den digitale sfære til at stige. blocklabs.dk er stedet, hvor unge kan rykke på deres interesse for hiphopkultur og kreativ udfoldelse gennem læring, trygge aktiviteter og nærværende fællesskaber. Udover at blive den sejeste DJ i blokken og spytte rim i søvne opnår deltagerne ny viden og bygger relationer til andre unge på tværs af geografi og social baggrund.

Allerede før Coronapandemiens udbrud var unge mellem 16 og 29 år den aldersgruppe i Danmark, hvor flest føler sig ensomme, og tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at cirka 120.000 unge danskere ofte eller altid føler sig ensomme. Problematikken er selvsagt ikke blevet mindre af, at vi nu mere eller mindre tvinges indendørs med begrænset kontakt til andre mennesker. Derfor er vi gået sammen med foreningen Sketch & Skratch om at skabe en ny online platform særligt rettet mod udsatte unge. Projektet er blevet muligt med støtte fra Tuborgfondet, som gennem deres akutpulje har uddelt 4,5 millioner kroner til organisationer, der sikrer digitale fællesskaber, mens Danmark er under lockdown.

blocklabs.dk er navnet på vores nye online læringsplatform, som netop er gået i luften og løbende vil opdateres med tutorials inden for hiphoppens forskellige udtryksformer, online events, ugentlige podcast-episoder, performances, paneldebatter og indslag om, hvordan man kan agere som udsat ung i den nuværende situation. Brugeren kan, i takt med at platformen tager form, fordybe sig i dansetutorials, skrive rim i en rapworkshop, finpudse sine tegne- og stencil-evner eller give DJ Premier kamp til stregen med sine nye DJ-skills. Udover de fire kreative områder og podcast-aktiviteterne udgøres platformen af en sjette kategori, hvor der tilbydes rådgivning målrettet udsatte og sårbare unge.

Et fællesskab på tværs af geografi og sociale lag

blocklabs.dk er frit tilgængelig for alle, men platformen henvender sig primært til udsatte unge fra hele landet i alderen 15 til 30 år. Mens projektet afvikles i partnerskab med Sketch & Skratch, så udfoldes det blandt andet ­i samarbejde med TUBA Ungdom, som også er en nøgleaktør, når det kommer til kampen mod ensomhed blandt unge. Til sammen råder vi over stærke ungenetværk og kommunikationsplatforme, så vi med blocklabs.dk kan skabe hiphopkultur sammen med så mange udsatte unge som muligt.

Undersøgelser foretaget af Børns Vilkår peger på, at børn fra ressourcesvage familier oftere føler sig ensomme end børn fra ressourcestærke familier. Derfor er det altafgørende, at engagementet på blocklabs.dk ikke forudsætter særligt udstyr. Men let’s face it… der kommer ikke fede beats ud af at scratche på en pandekage og en flad tallerken, og derfor tilbyder vi på blocklabs.dk udlån af scratch-udstyr, så det økonomiske aspekt ikke afskærer nogen fra at deltage.

Sketch&Skratch har 15 frivillige, der vil assistere, ligesom vi i RAPOLITICS har 24 frivillige, som vil hjælpe med at engagere deltagerne. Samme gør sig gældende for de frivillige i de tilknyttede organisationer, så de unge, der skal lære at rappe for første gang eller bidrage i et debatindlæg er i trygge hænder. Det vil også som bruger af platformen være muligt selv at engagere sig frivilligt og på den måde sprede budskabet til andre, der har brug for et nyt fællesskab.

På langt sigt

Vender vi blikket tilbage til de indledende tal fra Sundhedsstyrelsen, der viser at 120.000 unge føler sig ensomme, så er det tydeligt, at problemet rækker langt udover bare omfanget af Coronakrisen. Så selvom projektet indtil videre løber til midten af juni, er ambitionenerne, at det skal fortsætte langt ind i fremtiden. Derfor vil du fremadrettet se os i RAPOLITICS og hos Sketch & Skratch bruge blocklabs.dk som en fast del af vores arbejde og på den måde give platformen videre liv og udviklingspotentiale.

Vi står lige nu i en hidtil ukendt situation, hvor vi bliver presset ud i at afsøge nye måder at skabe aktiviteter og fællesskaber på. Men en krise som denne skaber også nye muligheder og belyser vigtige problematikker i samfundet. Med de erfaringer, vi gør os i projektet her, bliver vi yderligere styrket i at drive netværk, hvor geografi ikke er en faktor, ligesom det giver os et værdifuldt fællesskab af unge landet over, som vi kan og vil bygge videre på lang tid endnu.

Projektet er gjort muligt med støtte fra 

Følg blocklabs på Facebook
Følg blocklabs på Instagram

Tagged: , , , , , ,